find den på biblioteket! - også som lydbog

Lån den på biblioteket! - også som lydbog

Den står på biblioteket! - også som lydbog

Lån den på biblioteket! - også som lydbog

Nina om bagrunden for bogen om Solvognen

Vi var i 1969 tre venner som grundlagde teatergruppen Solvognen. En forlod hurtigt gruppen og en anden er siden død, så jeg er den eneste som har været med helt fra begyndelsen og til slutningen da vi nedlagde gruppen efter 11 år og 40 forskellige forestillinger og happenings. Adskillige af de mange som i tidens løb var med i Solvognen er nu døde, så det var nu eller aldrig, hvis den bog skulle skrives. Igennem hele Solvognens aktive periode opretholdt vi streng anonymitet. Nu mere end 10 år efter gruppens opløsning, kan anonymiteten brydes, og historien fortælles.

Der er, bortset fra et væld af avisartikler og notitser, skrevet meget lidt om Solvognen. ForstÃ¥eligt nok, fordi vi var svære at komme nær, og vi selv skrev meget lidt ned. Det lidt som er skrevet (én bog “Solvognens sceneteater” og en artikkel i “Kunst er vÃ¥ben” og nogle specialer) bygger pÃ¥ betonmarxistiske analyser… Og en forkert formodning om at Solvognen sikkert var udsprunget direkte fra studenteroprøret, slumstormerne og de mest højtrÃ¥bende teatermiljøer. Solvognens aktører er ogsÃ¥ blevet beskyldt for at være bÃ¥de tyve og terrorister, selv om Solvognens medlemmer aldrig har kæmpet imod politiet, lige meget hvad der skete. Det skal nævnes at Solvognen for sin julemandshær, af Statens kunstfond modtog en litteraturpris pÃ¥ 20.000 kroner, hvilket dengang vakte stor forargelse.

Historien om Solvognen er et farverigt og morsomt stykke Danmarks- og kulturhistorie, som jeg syntes fortjente at blive fortalt og husket. Solvognens gamle papirer, avisudklip og gulnede manuskripter findes endnu, og ikke mindst erindringen om den poesi, den kærlighed og det vanvid som drev os. Desuden findes en rigdom af ikke tidligere offentliggjorte fotos fra dengang.
Jeg ønskede at skrive en underholdende bog om Solvognen, som indeholder de rigtige oplysninger, men ikke er noget videnskabeligt værk. Det skulle være en bog som fortalte om hvordan vi lavede vores forestillinger og gadeaktioner – de bedste og de værste. Bogen skulle kunne læses af alle der ville lade sig underholde, fascinere eller forarge af denne epoke, som nu er historie. Jeg tror at Solvognens ikkevoldelige og fantasifulde politiske teater ogsÃ¥ vil kunne inspirere nutidens unge.
Nina donerede sin samling af Solvognrs plakater til Kunst og Industrimuseet hvor de kan ses på deres hjemmeside

Udgaver
Første udgave, Rosinante 2002
Rosinante Paperbacks
Lydbog, Den Grimme Ælling

Anne Middelboe Christensen i Information:
“… Elskoven fylder mest i Nina Rasmussens bog om Ã¥rene med teatergruppen Solvognen. Blidt, drømmende, trodsigt, smertefuldt – elsket bliver der hele tiden, med en eller to eller ti og helst i det fri. Ponten er, at elskovens kraft styrker oprørstrangen, for dette er 70erne, hvor idealismen hersker med stram hud og udødelighed.
.. Nina Rasmussen fremstiller sig selv som en skøn blanding af protestmagerske og poet, og hun vinder respekt for sin kompromisløshed.
..Det er rystende så historisk denne bog virker. For hvor er denne heftige politiske energi blevet af, nu 30 år efter? Hvor er naiviteten cyklet hen? Hvor er kampen for demokratiet og fællesskabet? Hvor er ubekymretheden omkring pengene og jobbene?
..Nina Rasmussen kan berette i mikro-detaljer, sÃ¥ hun kunne fÃ¥ den alternatrive Elefantorden for eminent erindring…. For os, der var for unge til at være med dengang, er bogen en underholdende og længe ønsket aftegning af Solvognenes aftryk i teaterhistorien. Solvognens sammenbrudsagtige forestillinger beskrives i detaljer tæt pÃ¥ dagbogstempo, men sprogligt er der sus over feltet, der svarer til Nina Rasmussens tæft for motorcykler. Ordene kører stærkt – og i enkeltsporede sætninger. Og sÃ¥ formÃ¥r hun at skrive replikker, sÃ¥ selv udvekslinger om et par bukser eller en kop te eller en slidbane bliver interessante. Sproget syrer og bobler, lige som hun selv…
Bogen er en feminstisk opsang. Nina Rasmussen gør sig i hvert fald til talskvinde for vor tids attrÃ¥værdige kvindeliv, hvor kvinden gør det, hun har lyst til – først og fremmest at kombinere karriere og børn pÃ¥ uortodoks vis, takket være en ekstrem vilje, der sejrer over manglen pÃ¥ nattesøvn.
MÃ¥ske er hun bare sÃ¥dan, denne Nina. Energisk ind til det ukuelige. Hendes bog er i hvert fald gennemstrømmet af en fandenivoldsk sorgløshed, der i dag nok vækker endnu mere misundelse end hendes sexfester.”

Per Theil i Berlingske Tidende:
“De troede pÃ¥ julemanden, sol og socialisme.
Nina Ramussen har skrevet et flot, personligt-historisk dokument om et af 1970ernes mest anarkistiske eksperimenter: Teatergruppen Solvognen…Tro det eller ej! Der var engang, hvor dansk teater ikke sad med røven i kukkassen og diskuterede belægningsprocenter, siddepladser og tilskudsordninger. Der var engang, hvor dansk teater havde visioner og elskede at lege røvere og soldater med den politiske virkelighed. Det var med andre ord, enormt fede tider for det politiske teater i 1970erne. Og det er, pÃ¥ sin egen helt personlige mÃ¥de, en helt fed bog om Solvognen, som Nina Ramussen – selv en stor del af historien – har skrevet. Fed pÃ¥ flere mÃ¥der, men især fordi hun pÃ¥ én gang stÃ¥r med begge fødder solidarisk plantet i et af 70ernes mest anarkistiske eksperimenter og – med Ã¥renes afstand – tør vedstÃ¥ sig den naivitet, der ogsÃ¥ gemte sig et sted bag visionerne.
…En fortælling, der folder sig ud som en teater-, samfunds- og kulturhistoire, som Nina Rasmussen med fiktionens delvise greb fÃ¥r skrevet med ind. Alle hendes forelskelser, mænd, børn og aborter, Fristaden Christiania som bo- og spilleplads, fællsskabet i det hele taget – fra bunkepul til solenergi og gruppeteater. Kan man sÃ¥ andet end blive lidt misundelig pÃ¥ alt det, der skete?
…Solvogenn troede nok pÃ¥ julemanden, men de troede i det mindste pÃ¥ noget.”

Portrætartikkel i BT:
“Nina Rasmussen: Jeg lider af kronisk eventyrlyst.”

Henrik Lyding i Jyllandsposten::
“Hendes bog er et vellykket forsøg pÃ¥ at beskrive denne unge og ubekymrede tid – med rette bærer den undertitlen “Fortællinger fra vores ungdom”.
Flertalsformen af det personlige pronomen er vigtig. For den tid var – i hverfald for Nina Rasmussen og mange andre – en kollektiv tid, en fælleskabets tid, da der skulle protesteres og manifesteres i flok… Hendes bog er et gedigent stykke kombineret teater- og samfundshistorie, beskrevet med et mylder af detaljer der gør situationerne levende og underholdende for læseren.”

Interview ved Susanne Nielsen, “En hippie krydser sit spor”, Søndagspolitiken 19 januar 2003:
“- En af mine gamle venner døde for nylig. PÃ¥ dødslejet fortalte han, at tiden med Solvognen havde været højdepunktet i hans liv. Det var simpelthen det sjoveste, han nogensinde havde været med til.” fortæller Nina Rasmussen. Derfor skrev hun historien om Solvognen, der netop er udkommet pÃ¥ forlaget Rosinante. En erindringsbog, et tidsbillede og et stykke samtidshistorie pÃ¥ 400 sider af en forfatter, der ikke er bleg for at kalde sig ‘en gammel hippie’.
… Solvognens historie er uløseligt knyttet til Christiania. Forestilingerne i Den GrÃ¥ Hal skabte sympati om Fristaden, og beboerne lod sig beglo af éndagsturister, der mÃ¥bede over løsgÃ¥ende gæs, gale opfindere og friluftssex. Men Solvogen var bedst, nÃ¥r man legede røvere og soldater med hele den danske virkelighed.
- Vi slog i den bolledej, vi befandt os i. Vi var dybt forankrede i dansk kultur og elskede dronning Margrethe mere end Stalin og Mao.”