Rejsen til landet der ikke findes
Med kalechen rullet ned og åbne sanser rejste forfatterne på kryds og tværs gennem Kurdistans ørkner, bjerge og byer for at opleve en verden, som først nu er ved at åbne sig for os. De besøger turkomaner i oliebyen Kirkuk, engletilbedernes underjordiske helligdom, smuglere på grænsen til Iran oig skattejægere i armenske bjerglandsbyer og går på opdagelse i storbyer fra Diyarbakir til Bagdad.
Rejsen til landet der ikke findes er en personlig beretning rig på oplevelser og sansninger om to menneskers møde med et umådeligt gæstfrit, plaget og storslået land. Den giver et overraskende og kontroversielt førstehåndsbillede af Kurdistans lykkeligste sommer.
Udgaver
Første udgave, Rosinante 2004
Bogklubben Samtid
Gyldendals Bogklub
Lydbog, Danmarks Blindebibliotek
Lydbog, Den Grimme Ælling
Anmeldelser
Anders Jerichows i Politiken:
“Ikke alle stunt bør efterlignes af os andre, dét gælder ogsÃ¥ eventyrerne Hjalte Tin og Nina Rasmussens seneste rejseprojekt til “landet der ikke findes”. Projektet var for sÃ¥ vidt enkelt nok: Man tager en rød 2CV, Ã¥rgang 1986, flÃ¥r bagsæderne ud og pakker rariteten med telt, bøger, læssevis af film, to soveposer og det løse, og sÃ¥ kører man til Kurdistan i fire mÃ¥neder og skriver ned hvad folk siger. Hvor enkelt det end lyder, er det dog ikke gjort f’ør, heller ikke ufarligt – derfor ikke anbefalelsesværdigt, selv for eventyrlystne med bedre køretøjer og mindre sarte maver – ligesom det ikke er ufarligt for de kurdere, som med risiko for egen sikkerhed begiver sig ud i samtaler med de besøgende gæster fra det høje Nord.
Resultatet er forrygende, en rejsebog til en nation, der tæller flere mennesker, end der er libaneresere, jordanere, israelere og palæstinensere tilsammen. Men det er vel at mærke en nation, der ikke nyder international anerkendelse af nogen ret til selvbestemmelse og derfor ikke har en egen stat. Rejsen til Kurdistan er derfor en rejse til Irak, Syrien og Tyrkiet og kunne have bragt de to forfattere videre til Iran – de fire stater, som har delt den kurdiske nation imellem sig.
Det fører Hjalte Tin og Nina Rasmussen og deres røde ‘Flyvende tæppe’ over imponerende bjerge, vidtstrakte ørkener og op gennem kurdernes fantastiske dale, hvor dette sympatiske folkeslag har tilbragt de seneste fire tusinde Ã¥r. Rejsens princip er lige sÃ¥ Ã¥bensindet, som det er praktisk redebon: Man drikker al den te man bliver budt, man lader sig invitere hjem til fattig og rig. Man sover i sovepose under Ã¥ben himmel den ene dag, i telt den anden, hjemme hos en fattig bonde den tredje, i et beskedent herberg den fjerde, hos skumle benzinsmuglere den femte osv. StÃ¥r der en hest og et æsel, forsøger man at age videre pÃ¥ den led, uden saddel, uden stigbøjler. Og nÃ¥r hest og æsel fluks smider Tin og Rasmussen af tager man bare det flyvende tæppe, 2CV’en, videre.
Kort sagt: Når man får at vide, at en vej er utilgængelig, er det naturligvis dén, man vælger, op ad stejle bjergspor, gennem vandløb og ud, hvor himmel møder jord.
Nina Rasmussen er den utilslørede impressionist, som helst lader skæbnen vise vejen. Hjalte Tin kan tilsyneladende – til hendes lejlighedsvise irritation – ikke helt tøjle sit udviklingsforskergen. Hun vil snakke, han vil interviewe. Men skrive kan de mildest talt begge, og takket være hans nemme fingre og en god værktøjssamling kommer den røde vogn efter diverse nødige stop ogsÃ¥ ud af Mellemøsten igen. Og deres skiftende og lige levende dagbogsoptegnelser vidner om ikke kun en sjælden rejse, men ogsÃ¥ en sjælden nation: Kurdistan.
Det er et sejt og stolt folkefærd, der derved gives en chance for at tale til verden om sit vidunderlige land. Som det hedder, “kun bjergene er kurdernes venner”, men kurderne har nu to venner mere: Hjalte Tin og Nina Rasmussen. Deres bog vidner om et historisk stykke uretfærdighed. I Tyrkiet og Syrien, hvor kurderne udgør omkring en femtedel og en tiendedel af befolkningen, skal dette mindretal leve med en massiv overvÃ¥gning og konkret undertrykkelse. Og i Irak skal de acceptere en uomgængelig begrænsning af deres frihedsambitioner. Gennem 12 Ã¥r har de nydt godt af international beskyttelse mod Saddam Hussein, men nu, hvor diktaturet er væk og kurderne under Tin og Rasmussens besøg oplevede en lykkelig sommer med den bedste mulighed for frigørelse i Ã¥rtier, mÃ¥ de alligevel acceptere, at deres lod er selvstyre, ikke uafhængighed.
Skønt diverse mavepiner, dehydrering, svingende søvn og punkterede dæk m.m. er forfatternes nødvendige følgesvende, er det kurderners rå skæbne og absolut ikke forfatternes afsavn, deres sympatiske rejsebog handler om i medrivende tekst og fotografier fra landet, som ikke findes.
Det er oplevelsen af kurderne, det gælder, kurdisk hjemmeliv, kurdiske unge, kurdiske traditioner, kurdisk historie og alle kurdernes undertrykkere, oplevet, sanset, fortolket, nærmest fordøjet. Før sidste forÃ¥rs krig demonstrerede Tin og Rasmussen imod USA’s krigsplaner. Under bogens rejse lige efter krigen overraskes de over, hvordan de dog “kunne protestere mod, at Saddams styre blev fjernet”, men det lader ogsÃ¥ folk som kurderen Sala varsle, hvad vi nu efter bogens udgivelse ser: “Jeg kysser amerikanernes hænder, fordi de har fjernet Saddam, men jeg kan ikke lide at se fremmede bestemme i mit land”.
“Vi venter bare, til de er ukampdygtige, og sÃ¥ smider vi dem ud”, siger hans søn.
Hjalte Tin og Nina Rasmssen kommer ikke med løsninger pÃ¥ Kurdistans problemer og ikke med overvældende moralisering ud over deres irritation over den overvÃ¥gning, som især i Tyrkiet og Syrien er kurdernes hverdag. Deres ærinde er at kaste lys pÃ¥ et folk med et land, men uden en stat. Landet ligger, hvor det hele tiden har ligget, og hvor kurderne hele tiden har boet. Men staten hører til de drømme, som kurdisk historie er gjort af. I denne dejlige bog lever drømmen og kurderne, gør de.”
Henrik Lyding i Jyllandsposten:
“Det er velgørende at læse bøger som denne… sanseapparatet er skruet op pÃ¥ fuldt blus under hele rejsen…Allerede efter de første ti sider suges jeg med ind i deres fortælling, mærker ørkenheden og angsten for noget uforudset, mens de lister sig ind i Kurdistan i en gammel, knaldrød 2CV.”
Pernille Bramming i Weekendavisen:
“Man kan ikke nadet end blive dybt misundelig pÃ¥ HJalte Tin og Nina Rasmussen, nÃ¥r de sÃ¥dan kan rejse rundt i Kurdistan i fire mÃ¥neder i en rød 2CV’er og bare se og opleve og møde mennesker…
Og er der noget, disse to rejsende kan, sÃ¥ er det at møde mennesker og fÃ¥ deres historier. Sikke et privilegium. Og skæbner myldrer det med i Kurdistan, det være sig den tyrkiske, syriske eller irakiske del – den iranske del har Nina Rasmussen tidligere besøgt og berettet om i bogen Alene i Iran. Overalt er kurderne blevet forfulgt, undertrykt og myrdet løs pÃ¥ sÃ¥ det næsten ikke er til at bære…
Det befriende ved Hjalte Tin og Nina Rasmussen er ogsÃ¥, at de beretter om smÃ¥skænderier og det, der indimellem er ulideligt, varmen og ikke at kunne være sig selv. Det er en hÃ¥rd og anstrengende rejse, der arbejdes og køres og mødes og tales – og det i 40-50 grader, parret er kørt afsted pÃ¥ den varmeste tid af Ã¥ret…
SÃ¥ Hjalte Tin og Nina Rasmussen gør os ikke alene ganske kloge pÃ¥ kurderne og Kurdistan, men ogsÃ¥ pÃ¥ det at rejse og møde andre mennesker: pÃ¥ værdien i at stræbe efter ligeværdighed.”
Michael Irving Jensen i Information:
“Eventyrparret Nina Rasmussen og Hjalte Tin har været pÃ¥ en ny færd … lad det være sagt med det samme: Bogen er udtryk for orientalisme af værste skuffe… Eventyrparret skriver godt, let og floskelpræget…De drøner gennem regionen pÃ¥ værste zapper-kulturelle manér uden tid til reflektion, fordybelse eller ro. Zap. Zap.
Anmeldelsen fik Annemarie Løppenthin, vejleder og lærer for indvandrere i Ishøj, til at skrive et læserbrev til Information:
Rejsedagbogen fra Kurdistan af Hjalte Tin og Nina Rasmussen forarger Michael Irving Jensen voldsomt – ‘Orientalisme af værste skuffe’, lyder dommen.
Mens jeg ivrigt har vendt siderne for at følge med ‘Det Flyvende Tæppe’, har jeg vidst, at jeg mÃ¥tte skrive til forfatterne, spørge dem om nogle meninger, diskutere et par synspunkter. Men anmeldelsen kalder pÃ¥ en øjeblikkelig kommentar.
Først og fremmest har jeg været begejstret for denne uddeling af billeder og indblik fra et ukendt land.
Kurdistan findes jo ikke: Dette faktum er meget effektivt slået fast, ikke bare af de tyrkiske magthavere, men af omverdens generelle fortielse. Her nogle eksempler:
Jeg har mødt veluddannede danskere, der grinede og troede, at det var et Anders And-ord som Langbortistan.
Ordet Kurdistan findes ikke i de mest solgte rejsebøger om Tyrkiet.
Flere indvandrerlærere har ikke vidst, hvad der foregik i deres klasse, når rasende tyrkiske kursister bad kurdere, der præsenterede deres oprindelsae, om at holde kæft.
Danske turister i Tyrkiet har intetanende lyttet til tyrkiske dansktalende guiders forklaring på, hvorfor så mange danskere fik et dårligt indtryk af tyrkerne: De tyrkiske indvandrere i Danmark var i virkeligheden bare kurdere!
Derfor fortjener kurderne den omtale, den flotte reklame, som bogen giver…
Den totale forargelse overlader jeg til en anmelder, hvis analyser jeg iøvrigt sætter pris pÃ¥. Her ser det ud til, at hans sko er for smÃ¥ – og at han mÃ¥ske har zappet lidt over siderne?”
Marianne Rugkåsa på Rådet for Kurdernes Rettigheder (Oslo) hjemmeside www.kurdistan.no.:
“At bÃ¥de kvinner og menns historier gjenfortelles er med pÃ¥ Ã¥ gi et relativt nyansert bilde. PÃ¥ denne mÃ¥ten gir boka et bilde av livet i Kurdistan som gÃ¥r bakenfor og nyanserer den informasjon som ofte gis i det generelle nyhetsbildet. Boka bidrar med andre ord til Ã¥ gi oss bilder av noen av de menneskene mediene forteller om og som er gjenstand for den politikk som føres overfor Irak, Tyrkia og Kurdistan.
Spesielt interessant er det Ã¥ høre fortellingene til mennesker som har opplevd undertrykkingen fra Saddam Husseins regime, deres opplevelser fra krigen og deres tanker om framtida.”
bibliotekar Vibeke Hove Hansen, Roskilde Bibliotek www..litteratursiden.dk.:
“En sympatisk rejsebog, der giver et godt førstehÃ¥ndsindtryk og mange facts om egne, som man ellers ikke kan rejse rundt i for tiden. Jeg vil mene, at Hjalte Tin og Nina Rasmussen er vor tids bud pÃ¥ en Jens Bjerre, en Hakon Mielche eller en Jørgen Bitsch.”